Influenzavaccination
Influenzakampagnen fra 2021 sætter fokus på at udbrede kendskabet til det gratis tilbud om at blive vaccineret mod influenza og om at informere borgene om fordele ved vaccinen.
Om kampagnen
Hvert år sætter Sundhedsstyrelsen fokus på influenzavaccination. Formålet med kampagnen er at øge vaccinationsdækningen blandt risikogrupperne, som hvert år bliver tilbudt gratis vaccination mod influenza. Derudover skal kampagnen være med til at udbrede kendskabet til det gratis vaccinationstilbud, informere om fordelene ved at blive vaccineret og øge motivationen i målgrupperne til at blive vaccineret.
I 2021 hed kampagnen ”Sig ja til gratis influenzavaccination – det er en rask beslutning”.
Målgrupper
Kampagnen er både målrettet borgere, pårørende og sundhedsprofessionelle. Det borgerrettede spor er henvendt til personer i risikogrupperne, som er personer over 65 år, personer med kronisk sygdom og andre i særlig risiko. Derudover er der et spor målrettet pårørende, som kan minde personer, de kender, som er i risikogruppe, om, at de kan blive vaccineret. Sundhedsprofessionelle er dels i målgruppen for vaccination, men de kan også opfordre øvrige målgrupper til at blive vaccineret.
Kampagneperiode
Tilbuddet om vaccination mod influenza gælder fra den 1. oktober. Kampagnestart er i uge 38 og løber frem til vaccinationstilbuddets afslutning.