Interaktion mellem miconazol og warfarin
Rationel farmakoterapi nr. 5, 2016
Månedsbladet opdateres ikke efter udgivelsen. Indholdet afspejler den aktuelle evidens på udgivelsestidspunktet.
Af Pia Knudsen, Styrelsen for Patientsikkerhed
I efteråret 2015 var både Lægemiddelstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed ude med advarsler om interaktionen mellem warfarin (fx Marevan) og miconazol (fx Brentan) mundhulegel, da begge styrelser havde modtaget rapporter om interaktionen (1). Men der er allerede i 2016 rapporteret syv hændelser med interaktionen til Dansk patientsikkerhedsdatabase.
Rapporterne omhandler typisk patienter, som er i fast AK-behandling og har fået ordineret Brentan mundhulegel på grund af en Candida-infektion i mundhulen. I flere af hændelserne er INR-værdien over 8 og resulterer i indlæggelse samt behandling med antidot. Der er beskrevet blødning fra tandkødet, fra slimhinder eller fra huden, hæmaturi, hæmatomer eller blødning ved defækation.
Der har været enkelte tilfælde med livstruende blødninger i mave-tarmkanalen samt hjerneblødning.
Der er derfor grund til større opmærksomhed på interaktionen mellem warfarin og miconazol. Undgå om muligt kombination af de to lægemiddelstoffer.
Hvis dette ikke er muligt, bør den antikoagulerende effekt overvåges nøje og titreres. Alternativt kan der vælges et andet svampemiddel, som ikke interagerer med warfarin, og som har aktivitet mod de relevante mikroorganismer.
Generelt bør monitoreringen af warfarin intensiveres ved behandlingsstart, seponering eller ændring af en patients behandling med andre lægemidler. Der skal tages ekstra forholdsregler hos patienter med nedsat nyrefunktion, og INR bør derfor monitoreres oftere hos patienter med en øget risiko for hyperkoagulation, f.eks. patienter med svær hypertension eller lever- eller nyresygdomme (2).
Korrespondance
Pia Knudsen, pia@patientombuddet.dk
Litteraturreferencer
1. Lægemiddelstyresen. Vær opmærksom på interaktion mellem miconazol og warfarin - sikkerhedsinformation til læger og tandlæger. 29. oktober 2015
2. Pro.medicin.dk. Vitamin K-antagonister (citeret 25/5-16)