xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Nye skadelige stoffer er kommet til Danmark

Tilgangen af såkaldte semisyntetiske cannabinoider stiger. Det viser Sundhedsstyrelsens rapport, der giver en status over narkotikakriminalitet, narkotikabeslaglæggelse og stofmarkedet i Danmark. Samtidig er renheden af kokain igen steget, hvilket øger risikoen for forgiftning, hvis man bruger det.

19 JUN 2024

Rapporten indeholder resultater fra stofovervågningen i Danmark samt de retskemiske opgørelser fra 2023.

Semisyntetiske stoffer bliver solgt fra danske hjemmesider

Rapporten viser, at semisyntetiske cannabinoider er blevet mere og mere udbredte på stofmarkedet, og at der hele tiden kommer nye varianter både i Danmark og i Europa. De bliver solgt fra flere forskellige danske hjemmesider og er også blevet fundet i beslaglæggelser af narkotika i Danmark. Her er de blandt andet fundet i form af hamp-plantemateriale, der angiveligt er sprayet med materialer fra cannabis.

Disse cannabinoider har en struktur, der ligner THC - altså det aktive stof i cannabis. På grund af ligheden med cannabis er det Sundhedsstyrelsens vurdering, at risikoen for skader ved at bruge disse stoffer er de samme, som ved brug af cannabis.

”Da det er nye stoffer, er der mange ubekendte faktorer i forhold til deres skadevirkninger, men vi må formode, at der er risiko for, at stofferne både kan give psykiske forstyrrelser og udvikling af afhængighed. De kan også give en tilsvarende euforisk virkning og påvirke opmærksomheden og indlæringen, ligesom cannabis gør,” siger chefkonsulent Kari Grasaasen.

De enkelte semisyntetiske cannabinoider er forbudt i Danmark, så snart at de er risikovurderet på internationalt niveau eller i Danmark.

”Der kommer hele tiden nye variationer af disse cannabinoider på markedet, selv om vi skynder os at vurdere dem og indstille dem, så de kan blive forbudte – det illegale marked er yderst opfindsomt. Derfor er vi på vej med en indstilling til, at både nuværende og kommende semisyntetiske cannabinoider bliver ulovlige at forhandle og besidde,” siger Kari Grasaasen.

Kokain er blevet stærkere

Endelig beskriver rapporten, at forekomsten af tilsætningsstofferne i stofferne på markedet er historisk lav, særligt i kokain. Det betyder, at stofferne er ”renere” og dermed stærkere. Den gennemsnitlige renhed i kokainen på landsplan er oppe på 76 %, hvilket er det højeste niveau målt nogensinde. Og samtidig ses store variationer i renheden blandt de prøver, der analyseres. At de generelt er meget stærkere i virkning, og at der samtidig er store variationer i styrken, øger risikoen for forgiftning.

Syntetiske opioider ses i flere lande

Noget andet, der vækker bekymring hos Sundhedsstyrelsen, er de nye syntetiske opioider. Som i mange andre europæiske lande, kommer også nye særlige stærke og syntetisk fremstillede opioider til i Danmark, Her er der særligt fokus på de såkaldte nitazener - en gruppe opioider med særlig styrke og dermed også stor forgiftningsrisiko og risiko for død.

”Selv om vi indtil nu kun har set nitazener i mindre skala herhjemme, så holder både vi og andre europæiske myndigheder meget øje med dem. Disse syntetiske opioider er virkelig stærke, og derfor regulerer vi dem også hurtigt, altså gør dem forbudte, når de dukker op. Indtil nu, er der indberettet et begrænset antal skader herhjemme på grund af disse nitazener, hvilket måske kan skyldes, at vi er særlig opmærksomme og handler hurtigt med et forbud," siger Kari Grasaasen.

Narkotikakriminalitet, narkotikabeslaglæggelse og stofmarkedet

Den europæiske narkotikarapport 2024

The European Monitoring Centre for Drugs and Drug Addiction (EMCDDA) udkom 11. juni med årsrapport 2024. Årsrapporten indeholder den seneste analyse af narkotikasituationen og stofmarkedet, og giver et overblik over i et europæisk perspektiv. Den kan læses her:

 

European Drug Report 2024: Trends and Developments

 

Nyhedstekst om rapporten:

Potente syntetiske stoffer, nye narkotikablandinger og ændrede brugsmønstre udgør en voksende trussel i Europa. Den europæiske narkotikarapport for 2024: Hovedpunkter