EU4Health – EU’s fjerde sundhedsprogram
EU-Kommissionen og European Health and Digital Executive Agency (HaDEA) har offentliggjort EU’s fjerde sundhedsprogram for perioden 2021-2027. Programmet, som har fået navnet EU4Health, har en samlet økonomi på 5,3 mia. euro over den 7-årige programperiode.
EU4Health er et EU-finansieringsinstrument inden for sundhedsområdet, hvor interessenter i de enkelte medlemslande har mulighed for at søge midler til konkrete indsatser defineret af EU-Kommissionen i de årlige arbejdsprogrammer.
Sundhedsprogrammets interessentkreds tæller myndigheder, civilsamfundet og patientorganisationer, forskere og sundhedsfaglige organisationer.
EU4Health skal bidrage til at genoprette sundhedstilstanden efter COVID-19 ved at gøre EU-befolkningen sundere, fremme innovation i sundhedssektoren samt styrke EU’s sundhedssystemers modstandsdygtighed, så de er i stand til at imødegå nye og fremtidige sundhedstrusler.
Samtidig vil arbejdet med presserende sundhedsprioriteter såsom bekæmpelse af kræft, reduktion af antimikrobielle resistente infektioner samt forbedring af vaccinationsraterne ligeledes blive styrket med programmet.
Målsætninger
EU4Health har fire overordnede mål:
- At forbedre folkesundheden i EU gennem sygedomsforebyggelse og sundhedsfremme såvel som internationale sundhedsinitiativer og samarbejde
- At beskytte borgere mod alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler gennem forebyggelse, beredskab og reaktion på grænseoverskridende sundhedstrusler, supplering af national oplagring af essentielle kriserelevante produkter og etablering af en reserve af medicinsk-, sundhedspleje- og supportpersonale
- At forbedre adgangen til medicinske produkter, medicinske enheder og krise-relevante produkter ved at tilskynde vedvarende produktion og forsyningskæder samt innovation i EU såvel som effektiv brug af medicinske produkter
- At styrke de nationale sundhedssystemer gennem forbedret brug samt genbrug af sundhedsdata, udvikling af digitale værktøjer og services, digital transformation af sundhedsplejen, forbedring af adgangen til sundhedspleje, udvikling og implementering af EU-sundhedslovgivning samt evidensbaseret beslutningstagning og integreret samarbejde mellem medlemslandenes sundhedssystemer
Mere information om EU4Health:
EU4Health 2021-2027 – en vision for et sundere EU
Arbejdsprogrammet
EU4Health gennemføres via årlige arbejdsprogrammer. Arbejdsprogrammet for 2022 blev offentliggjort den 14. januar og ajourført den 12. april. Programmet omfatter tiltag inden for fire indsatsområder med et tværgående fokus på kræft: sygdomsforebyggelse, kriseberedskab, sundhedssystemer og det digitale område.
Arbejdsprogrammet for 2022 har en samlet økonomisk ramme på lidt over 0,8 mia. euro.
Læs arbejdsprogrammet her (pdf)