Fornuftig lægemiddelbehandling

Månedsbladet opdateres ikke efter udgivelsen. Indholdet afspejler den aktuelle evidens på udgivelsestidspunktet.

Der findes en del situationer, hvor man kan være fristet til at anvende et dyrere, men stort set ikke bedre præparat i stedet for det mest fornuftige.
Her er nogle eksempler til almindelig overvejelse.

Mavesårsmedicin: IRF mener, at alle syrepumpehæmmere (PPI) stort set virker ens, hvorfor man lige så godt kan anvende et billigt omeprazolpræparat eller et andet præparat i den billige ende. Forbruget af fx esomeprazol (Nexium m. fl.) bør reduceres.

Antihypertensiva: For antihypertensiva ses af Lægemiddelstyrelsens tabeller, at fortsat ca. 30 % af hypertonikerne får angiotensin-II-antagonister uden først at have prøvet en ACE-hæmmer. Det mener IRF ikke, er hensigtsmæssigt. Brug først en billig ACE-hæmmer med tilskud som fx enalapril, lisinopril eller ramipril. Indikation for angiotensin-II-antagonister er generende hoste på en ACE-hæmmer. Dette gælder også diabetikere ved nyresygdom.

Antidepressiva: Citalopram eller sertralin kan anvendes i stedet for det dyrere escitalopram (Cipralex).

Smertestillende medicin: Morfin versus oxycodon er altid et problem.
Her kan depotmorfin erstatte OxyContin. Her er mange penge at spare.

Antireumatika: Ibuprofen bør ƒ{ hvis man i det hele taget vil anvende et NSAID ƒ{ være det første middel. Mange NSAID-præparater er dyrere. Fx er etodolac (Todolac) meget dyrere ƒ{ og sjældent eller aldrig bedre. Det har selvfølgelig en kraftigere relativ COX-II-blokade, der ud fra teoretiske overvejelser kunne resultere i mindre blødning, men dette er aldrig vist i kliniske undersøgelser.

Insulin: De to nye insulinanaloger, insulin detemir (Levemir) og insulin glargin (Lantus), er ikke meget bedre end human insulin. Der er nok mindre natlig hypoglykæmi ved insulinanalogerne, men det er ikke bemærket af patienterne, og det har ikke bevisligt skadet dem. Analogerne er meget dyrere og skal derfor ikke anvendes i »almindelige« situationer.