Rationelle ændringer i forbruget af hjerte-kar-lægemidler
Rationel farmakoterapi nr. 11, 2009
Månedsbladet opdateres ikke efter udgivelsen. Indholdet afspejler den aktuelle evidens på udgivelsestidspunktet.
Af Elisabeth Thomsen og Nikolai Laursen, Lægemiddelstyrelsen
Siden januar 2009 er der sket en tiltagende ændring i forbruget af ACE-hæmmere og angiotension-II antagonister i retning af brug af de billigste ACE-hæmmere.
Tilskuddet til en række hjerte-karlægemidler blev ændret den 13. juli i år. Det betød, at de dyrere dihydropyridin-calciumantagonister og alle angiotensin-II antagonister overgik fra generelt tilskud til generelt klausuleret tilskud, og at de dyreste ACE-hæmmere helt mistede det generelle tilskud. Betingelserne for at ordinere med klausuleret tilskud ses i boksen.
Med tilskudsændringerne følger en tilskyndelse til at anvende de billigste dihydropyridin-calciumantagonister, henholdsvis de billigste ACE-hæmmere, som er lige så effektive som de dyrere stoffer. Ændringen blev varslet i januar 2009, og Lægemiddelstyrelsen besluttede samtidig at følge forbruget af de grupper, som er omfattet af ændringerne. Mange læger har ændret deres ordinationsmønster efter ændringerne.
Lægemiddelstyrelsen har opgjort forbruget månedsvis for henholdsvis nye brugere og alle brugere af dihydropyridin-calciumantagonister og midler med virkning på renin-angiotensinsystemet. Ændringerne ses tydeligst for ACE-hæmmere og angiotension-II antagonister og mindre tydeligt for calciumantagonisterne. For brugere af lægemidler med virkning på renin-angiotensinsystemet i perioden januar-juli 2009 er andelen, der behandles med en billig ACE-hæmmer, steget fra 51,9 % til 60,8 %. Det betyder samtidig, at andelen, der er i behandling med en angiotensin-II antagonist, er faldet fra 40,8 % til 35,3 %, og at andelen af brugere af de dyrere ACE-hæmmere er faldet fra 7,3 % til 4,0 %. Se figur 1.
I 2008 var totalt 572.680 personer i behandling med lægemidler med virkning på renin-angiotensinsystemet. Hvis vi antager, at dette tal er nogenlunde uændret i 2009, svarer ændringerne i forbrugsmønsteret som beskrevet fra januar til juli 2009 til, at der per 1. august 2009 er ca. 51.000 flere personer i behandling med billige ACE-hæmmere, og henholdsvis 32.000 og 19.000 færre er i behandling med angiotensin-II antagonister og dyrere ACE-hæmmere.
Hvis man udelukkende ser på nye brugere af midler med virkning på renin-angiotensinsystemet viser tal for juli 2009, at hele 93,6 % sættes i behandling med de billige ACE-hæmmere.
Generelt har lægerne været positive over for ændringen i tilskudsstatus for de dyrere lægemidler, og som det ses på tallene, er mange patienter allerede blevet stillet om til de billige lægemidler. En del læger har sandsynligvis udskudt omstillingen af patienternes behandling til efter sommerferien, og disse patienter figurerer derfor endnu ikke i opgørelsen.
I mange tilfælde har omlægning af medicinen fra dyrere ACE-hæmmer eller angiotensin-II antagonist til billig ACE-hæmmer betydet, at behandlingsprisen er faldet til en tiendedel af det oprindelige, uden at patienten får en mindre effektiv behandling. Dette kommer økonomisk set såvel patienter som regioner til gode.
Udviklingen i forbrugsmønsteret for dihydropyridin-calciumantagonister samt et mere uddybende talmateriale for alle figurerne kan ses på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside www.laegemiddelstyrelsen.dk > »Følg udviklingen i forbruget af hjerte-karlægemidler«, hvor tallene endvidere kan ses regionsopdelt. Herfra er der også link til statistikken over behandling med blodtryksmidler og til information om tilskudsændringerne og baggrunden for dem.
Tilskudsklausulen for angiotensin-II antagonister |
Tilskudsklausulen for de dyrere dihydropyridin calciumantagonister. |
Patienter med behandlingskrævende forhøjet blodtryk eller anden form for hjerte-karsygdom, hvor behandling med lægemidler med virkning på renin-angiotensin- systemet med generelt tilskud uden klausulering 1. har vist sig utilstrækkelig eller ikke tolereres, eller 2. i helt særlige tilfælde – efter lægens samlede kliniske vurdering af patientens tilstand – ikke er hensigtsmæssig |
Patienter med behandlingskrævende forhøjet blodtryk eller anden form for hjerte-karsygdom, hvor behandling med dihydropyridin-calciumantagonister med generelt tilskud uden klausulering 1. ikke tolereres, eller 2. i helt særlige tilfælde – efter lægens samlede kliniske vurdering af patientens tilstand – ikke er hensigtsmæssig |
Lægen skriver »tilskud« på recepten – der skal ikke søges om tilskud.