xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Vejledninger og anbefalinger til praktiserende læger

Antipsykotisk medicin frarådes generelt til personer med demens, idet medicinen har alvorlige bivirkninger. Her på siden kan praktiserende læger finde vejledninger og anbefalinger til behandling af mennesker med demens og antipsykotisk medicin.

Hver femte person med en demensdiagnose får antipsykotisk medicin ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsen. Forbruget har ligget stabilt i en længere årrække, selvom det er et mål i Den nationale demenshandlingsplan 2025 at halvere forbruget.

Medicinen bruges ofte for dens beroligende virkning, når mennesker med demens udviser adfærdsmæssige og psykiske symptomer. Mennesker med demens er i risiko for at få alvorlige bivirkninger og er i øget risiko for at dø tidligere, hvis de får behandling med antipsykotisk medicin, sammenlignet med andre patientgrupper. Grundet den kognitive svækkelse kan et menneske med demens have svært ved at udtrykke, hvordan de har det, og hvad de har brug for. De kan derfor også have svært ved at give udtryk for, om de har bivirkninger ved medicin. Den kognitive svækkelse vanskeliggør ligeledes personalets mulighed for at observere symptomer på fysisk sygdom, som fx infektion, da det ofte opdages ved ændringer i adfærden hos mennesker med demens.

Opleves der adfærdsmæssige og psykiske symptomer hos et menneske med demens, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man som læge i samarbejde med plejepersonalet og de pårørende undersøger årsagerne til en eventuelt ændret adfærd og prøver andre tiltag end medicin.

 

Vejledninger og anbefalinger vedrørende antipsykotika og antipsykotisk medicin.

Du kan få mere viden i nedenstående vejledninger, IRF-månedsblad, de nationale kliniske anbefalinger og i seponeringslisten:

Vejledning om behandling med psykofarmaka af voksne med psykiske lidelser og adfærdsforstyrrelser (retsinfomation.dk)

IRF Månedsbladet Rationel Farmakoterapi – tema om demens og antipsykotika

Nationale kliniske anbefalinger om ældre og demens

Seponeringslisten hvori der er flere anbefalinger med relevans for demens

 

Du kan desuden finde viden om antikolinerge lægemidler og antikolinerge bivirkninger, som er særlig problematiske for ældre med demens og andre skrøbelige patientgupper.

Læs mere her:

Månedsbladet Rationel Farmakoterapi om Antikolinerge lægemidler og "antikolinerg belastning" – en praktisk tilgang

Opdateret 30 AUG 2024