xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Behandling af adfærdsmæssige og psykiske symptomer ved demens

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet nye nationale kliniske anbefalinger for forebyggelse og behandling af adfærdsmæssige og psykiske symptomer ved demens. Anbefalingerne er nu i høring til den 17. januar 2025 kl. 12.00.

13 DEC 2024

I de nye nationale kliniske anbefalinger anbefales det, at mennesker med demens som udgangspunkt ikke bør behandles med antipsykotika, da der er ringe effekt af det, markant øget risiko for alvorlige bivirkninger og øget dødelighed. Det anbefales, at det faglige personale i stedet arbejder med strukturerede og målrettede interventioner med henblik på at opfylde personens fysiske og psykiske behov på baggrund af en systematisk analyse af årsagerne til adfærden. Dette er ikke nyt, men der er nu så meget viden på området, at vi har en stærk anbefaling for det. 

Disse interventioner kan se ud på mange måder og kan foregå både i grupper og individuelt. Det kan være specifikke interventioner såsom reminiscensterapi, musikterapi, kognitiv stimulationsterapi, men kan også være almindelige hverdagsaktiviteter med personen med demens og tilpasset ud fra den enkeltes interesser som spil, tøjvask, madlavning, gåture i haven mm. Uanset valg af meningsfulde handlinger skal der altid tages udgangspunkt i den enkeltes behov, og det skal være aktiviteter, som involverer og inddrager samt har fokus på arbejdet med at opbygge og vedligeholde de vigtige relationer.

Tidligere har der også været anbefalinger imod brugen af antipsykotiske lægemidler til behandling af adfærdsmæssige og psykiske symptomer hos mennesker med demens. Trods disse anbefalinger, samt et øget fokus på at nedbringe forbruget af antipsykotiske lægemidler hos mennesker med demens, er der stort set ingen ændring i forbruget siden 2014. På baggrund af tal fra Sundhedsdatastyrelsen fremgår det, at ca. 19,5 % af alle mennesker med demens får antipsykotiske lægemidler i 2023. Herudover er der sket en stigning i forbruget af benzodiazepiner til mennesker med demens i den tilsvarende periode (fra 13,7 % til 17,3 %).

Derfor er der set igen på brugen af lægemidler. Anbefalingen er stadig, at man ikke bør anvende antipsykotika. I særlige situationer kan der være behov for at behandle med et lægemiddel, eksempelvis i en akut situation, hvor personen med demens er til fare for sig selv eller andre eller er svært psykisk forpint. Her er anbefalingen, at man anvender antipsykotika fremfor benzodiazepiner til kortvarig behandling. Der bør anvendes så lav en dosis som muligt, og i så kort tid som muligt.

De nye anbefalinger vil erstatte tidligere retningslinjer på området. Det gælder de to retningslinjer, som Sundhedsstyrelsen udgav i 2018 og 2019, 'Demens og medicin' og 'Forebyggelse og behandling af adfærdsmæssige og psykiske symptomer hos mennesker med demens'. 

Gå til høringsportalen:

Høring: National klinisk anbefaling for forebyggelse og behandling af adfærdsmæssige og psykiske symptomer ved demens

Ændringer i adfærd hos personer med demens

De fleste mennesker med demens vil udvikle ændringer både i deres adfærd og psyke, som sygdommen skrider frem. Disse ændringer kan blandt andet vise sig som aggression, agitation, uhæmmet adfærd, irritabilitet, angst, depression, apati, eufori, og appetit- og søvnforstyrrelser

 

Ændringerne kan virke uforståelige og udfordrende for både fagpersonalet og pårørende, og adfærden kan blive ekstra påvirket, når der sker overgange i deres behandlingsforløb og indlæggelse.