Gravide tilbydes vaccination mod influenza og covid-19
Langt de fleste gravide, som smittes med influenza eller covid-19, oplever et ukompliceret sygdomsforløb. Gravide kan dog have en let øget risiko for et alvorligt forløb med covid-19 og influenza. Derfor anbefales vaccination mod covid-19 og influenza i efterårs- og vintersæsonen til alle gravide i 2. og 3. trimester.
Vaccination af den gravide mod influenza og covid-19 nedsætter risikoen for et alvorligt forløb. Begge vacciner er sikre for den gravide og fosteret.
Når du bliver vaccineret under din graviditet, bliver dit barn automatisk også beskyttet i den første tid efter fødslen.
Gratis vaccination
Vaccination er gratis for gravide i perioden 1. oktober 2024 til 20. december 2024.
Du er ikke beskyttet mod influenza, selvom du har haft sygdommen før eller er blevet vaccineret tidligere. Det skyldes, at der findes flere influenzatyper, og at influenzavirus kan ændre sig fra år til år. Derudover aftager effekten af vaccinen efter ca. et halvt år.
For covid-19 gælder, at tidligere sygdom eller vaccination formentlig giver en vis beskyttelse mod alvorlig sygdom, men du kan stadig blive smittet med covid-19 og kan som gravid være i let øget risiko for et alvorligt forløb. Dette skyldes, at covid-19-virus ændrer sig, og at effekten af vaccinen aftager med tiden.
Hvis du er gravid og aldrig er blevet vaccineret mod covid-19 før, anbefales vaccination allerede fra 1. trimester.
Kighostevaccination
Gravide anbefales også vaccination mod kighoste.
Læs mere om tilbud om gratis kighostevaccination her
Spørgsmål og svar om vaccinationer
1. Hvordan bestiller jeg tid?
Du kan gå direkte ind på www.vacciner.dk, hvor du har mulighed for at bestille tid på baggrund af en tro- og love erklæring.
Du skal bruge MitID til at bestille tid til vaccination, hvis du er i målgruppe for vaccination og ikke har MitID, kan du få hjælp til at bestille eller ændre din tid til vaccination ved at ringe til din region.
Du kan finde din regions telefonnummer her:
- Region Nordjylland – Telefon: 97 64 84 63
- Region Midtjylland – Telefon: 70 23 24 15
- Region Syddanmark – Telefon: 70 20 06 60
- Region Sjælland – Telefon: 70 20 42 33
- Region Hovedstaden– Telefon: 38 64 99 01
2. Hvornår kan jeg bestille tid til vaccination?
Du kan blive vaccineret fra den 1. oktober 2024 til og med den 20. december 2024.
Du kan roligt blive vaccineret i hele perioden. Fra et sundhedsfagligt perspektiv er det vigtige ikke, at du bliver vaccineret med det samme, men bare at du bliver vaccineret i løbet af perioden frem til den 20. december.
Regionerne og Danske Lægers Vaccinations Service lægger løbende nye tider op.
3. Kan jeg få begge vaccinationer samtidig?
Du kan trygt blive vaccineret mod influenza og covid-19 på samme tid. Man må dog ikke blande vaccinerne i samme sprøjte, så du skal have to stik.
4. Er der bivirkninger ved vaccinerne?
Alle vacciner har bivirkninger, og det gælder også vaccinerne mod influenza og covid-19. Nogle får feber, hovedpine eller bliver øm i området, hvor de er blevet vaccineret. Det er helt almindelige bivirkninger, som går over af sig selv.
Det er meget sjældent, at nogen får svære allergiske reaktioner efter vaccination. Hvis du tidligere har reageret med svær allergisk reaktion efter en vaccination eller efter injektion med et andet lægemiddel, bør du tale med en læge, før du bliver vaccineret.
Når Sundhedsstyrelsen vurderer, om en vaccine skal tilbydes til en bestemt målgruppe, er både vaccinens effekt og bivirkninger noget, vi tager højde for i vurderingen.
Det er velkendt og forventet, at covid-19-vaccinerne, ligesom alle andre vacciner og lægemidler, kan give bivirkninger. På baggrund af den eksisterende viden, vurderer Sundsstyrelsen, at effekten af vaccinerne i forhold til at forebygge alvorlig sygdom står mål med risikoen for bivirkninger.
Nogle borgere har efter vaccination mod covid-19 oplevet forskelligartede symptomer og sygdomme, som enten er nyopståede, eller eksisterende symptomer, der er forværret.
Hvis du har mistanke om langvarige bivirkninger efter covid-19 vaccination, kan det være en god ide at tale med en læge om det.
Hvis man oplever at have fået en skade efter vaccination er der mulighed for at søge om erstatning hos Patienterstatningen. Du kan læse mere om Patienterstatningen her.