xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Brug af metformin ved nedsat nyrefunktion

Læs IRF's anbefalinger

01 FEB 2013

IRF har fået flere henvendelser omkring behandling med metformin ved nedsat nyrefunktion.

Dansk Endokrinologisk Selskab (DES), Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) og IRF har i 2011 udgivet fælles nationale anbefalinger om farmakologisk behandling af patienter med type 2-diabetes (1). Heraf fremgår det:

  • Ved moderat til svær nedsat nyrefunktion (eGFR < 30 ml/min) er metformin kontraindiceret. I den situation er det mest sikkert at behandle med insulin.
  • Metformin kan anvendes med forsigtighed, hvis eGFR er 30-60 ml/min, idet dosis halveres og nyrefunktionen kontrolleres regelmæssigt (2).

Et nyligt Cochrane-review fandt ingen øget risiko for laktatacidose, selv ved moderat påvirket nyrefunktion (3). 
 

I produktresumeet for metformin står anført, at metformin er kontraindiceret ved nyresvigt eller renal dysfunktion (kreatininclearance < 60 ml/min), og denne ordlyd har siden 2001 været ens for samtlige metforminholdige produkter i EU (4). IRFs anbefalinger som nævnt ovenfor baserer sig på nyere nationale og internationale behandlingsvejledninger for type 2-diabetes, som er udarbejdet med baggrund i bl.a. det nævnte Cochrane-review. Sundhedsstyrelsen har på denne baggrund drøftet den faglige videnskabelige dokumentation med de danske fagmiljøer i forhold til en evt. ændring af produktresumeet.

Ved moderat til svær nedsat nyrefunktion er det mest sikkert at behandle med insulin. Undtagelsesvist kan anvendes DPP4-hæmmer, pioglitazon eller sulfonylurinstoffer med kort halveringstid (evt. repaglinid) under tæt kontrol af nyrefunktionen.

Referencer:

  1. DES/DSAM/IRF. Guidelines for type 2-diabetes: En fælles behandlingsvejledning med enslydende kliniske behandlingsmål. 2011.
  2. Herrington WG, Levy JB. Metformin: effective and safe in renal disease? Int Urol Nephrol 2008; 40:411-7.
  3. Salpeter SR, Greyber E, Pasternak GA et al. Risk of fatal and nonfatal lactic acidosis with metformin use in type 2 diabetes mellitus. The Cochrane Library 2010, issue 4.
  4. Produktresume for metformin. Sundhedsstyrelsen.

Institut for Rationel Farmakoterapi, 1. februar 2013